De seneste måneder er der (igen) sket en del i mit liv. Jeg lærer for tiden noget om relationerne i mit liv. Noget om hvordan et andet menneskes indre landskab kan fremstå for mig, og så viser det sig at det menneske er langt mere kompliceret end jeg lige havde set, og slet ikke er den jeg troede de var. Eller også, alternativt er det mig der har for høje forventninger til “de rene linjer”og dybden i relationen.
Det har taget årtier for mig, at finde ind til kærligheden i mig selv, jeg har slidt og slæbt i terapien og i mit indre for at komme frem, og jeg føler jeg er der, det meste af tiden, alligevel sker der stadig det ind imellem at den trædes under fode, jeg ser ikke at det er de andre der gør det, jeg ser at det er noget der sker inde i mig, ud af mit ønske om at have tætte relationer, altså sådan nogle rigtig tætte nærmest familiære relationer, med mennesker jeg faktisk ikke er i familie med, relationer hvor jeg kan mærke kærligheden sammen med den anden – altså det er jo ikke sådan en romantisk kærlighed jeg taler om her – men den mellemmenneskelige slags, den slags der gør at jeg tør mærke og sige det der er til stede i mig. Den slags der understøtter mit mod til at være mig, til at være den jeg er, med al min sårbarhed og al min kærlighed.
I den kontekst bliver frygten for at miste relationen den skygge der kastes ind over min side af relationen, fordi jeg har oplevet så mange svigt, så mange der alligevel ikke mente det de sagde, og det gør at jeg hurtigt bliver bange, den skygge gør mig bange. Der; i det mellemrum mellem kærlighedens lys og den skygge, kastes jeg tilbage i min betydningsløse barndom, i mit indre kaotiske barndoms og ungdomsliv, hvor jeg faktisk ikke tåler at være i særlig lang tid, og så trækker jeg mig.
Når følelsen af forladthed og betydningsløshed tager fat i mig nu om stunder, er det mit største ønske at komme ud af det, væk fra det, fordi jeg godt ved det ikke er sandt og samtidig er det de følelser der stormer frem. Jeg oplever jo, i situationen at der er nogen der vil gøre mig ondt, at de holder mig ud i strakt arm og ikke “rigtig” vil mig alligevel – det betyder at jeg flytter mig, i mit ønske om at passe på mig selv. Det bliver efterfølgende den sandhed, der skaber den samtale jeg har med mig selv om det der sker i relationen til den anden. For selv om jeg er modig, så skræmmer det mig også fra vid og sans at åbne for det dilemma, som måske eller måske ikke er mig eget, det som jeg ser i den konstellation.
Giver det overhovedet mening for andre end mig…???
Når det så er sagt, så er jeg igen i en transformationsproces. Jeg har færdiggjort bind 2 i trilogien om Monica og den er sendt ud til Betalæsere der graciøst har stillet sig til rådighed. “Det som ingen hørte” er titlen. Den handler om efterspillet fra bind 1. Jeg lægger løbende op på Instagram om indholdet du kan forvente i bind 2. Og jeg er allerede startet på Bind 3, hvis titel ikke er helt på plads endnu. Så på den front går det ret godt. Da jeg kom hjem fra USA dengang for mere end 30 år siden, gik der nogle år og så blev jeg kontaktet af Interpol i forbindelse med sagen om ham der tog mig og datteren som gidsler og udsatte mig (og sekundært hende) for ekstreme overgreb før det lykkedes for mig at sørge for at vi blev reddet. Hvad ville de mig fra Interpol, og hvad skete der så…? Det er det bind 2 handler om blandt andet.
Har du endnu ikke læst bind 1: Og Ingen taler Om det, kan du købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/mona-kjaerulff-hansen/
Nå, jeg havde bare lige brug for at lette mit hjerte idag…
Alt godt til dig sveske 😉
Mona