De er der også, dagene hvor jeg overvældes af mit eget indre landskab, hvor tårerne bare kommer og den altoverskyggende følelse er at jeg bare ikke kan mere. Hvor mine hænder lander foran mit ansigt og jeg siger ud i den tomme stue – foruden hunden – at jeg bare ikke kan mere. Det er ikke nødvendigvis en dag hvor jeg har haft travlt på jobbet, eller der er sket noget specifikt, denne gang var det på en fridag som jeg egentlig havde sat af til at jeg skulle skrive – men jeg kunne ikke, jeg var for trist, for overvældet. Jeg fandt et par ører der kunne holde ud at jeg havde det sådan, så kan du tænke at det var en god ven, men det var nede i vores lokale Café hvor en sagde: “Nå hej Mona, hvordan går det?” et helt uskyldigt spørgsmål som vi stiller til hinanden hele tiden, men for mig på denne dag blev det til en lang snak om overbelastning i socialt arbejde, om livsvilkår der i sidste ende tager pippet fra os, selv om vi formår at få en dag og et liv til at fungerer, så tager det ind imellem pippet fra os, og vi græder.
Det hjalp at Lone lyttede, jeg fik det lidt bedre. Omend resten af dagen bar præg af tristheden, jeg sov på sofaen, jeg gik med hunden, jeg handlede og spiste, jeg tog mig af mig selv, og landede i at ja, der er sådanne dage når man som jeg har været udsat for mange overgreb i livet, når man som jeg insisterer på at de ikke skal definere mig, og når man som jeg vælger at snakke om det – at have været udsat for overgreb i barndommen præger et liv. Her et link til Caféen, som er en køretur værd.
https://www.instagram.com/lonassandwich/?hl=da
Alle disse små elementer fra menneskers liv, fra samfundet og de debatter der ofte raser om hvordan kvinder reagerer, om hvad kvinder “bare” kan gøre når de udsættes for mænd der ikke kender grænserne, eller mænd der udsættes for kvinder der ikke kender grænserne kan virkelig få mig hen i et hjørne hvor jeg ikke ved om jeg skal kaste op, skrige, kæmpe eller græde. Jeg vil ikke her redegøre for de videnskabeligt beviste reaktionsmønstre mennesker besidder når de krænkes (i krig, af en voldsmand, overgreb i barndommen o.s.v.) men jeg vil gerne understrege at jeg eksempelvis selv fortrængte overgreb fra barndommen i 20 år. Det var først da jeg selv skulle være mor at de kom frem i min bevidsthed, og så kan det ellers nok være at jeg kom i proces, og det helt uden at jeg selv havde kontrol over det. Jeg gik fra at blot have overlevet i livet uden at vide hvorfor min skæbne var som den var, til at overleve med en bevidsthed om hvad der var sket og en vilje og et ønske om at rydde op i det, så jeg kunne få et godt og normalt følelsesliv. Nu mere end 30 år senere mærker jeg stadig konsekvenserne af de overgreb, jeg mærker stadig at jeg voksede op i en familie hvor følelserne ikke havde noget sprog, jeg mærker stadig hvordan jeg i min kerne er læderet, hvordan mit nervesystem fortsat reagerer når jeg er presset, eller når omgivelserne ikke anerkender den del af senfølgerne. Landsforeningen Spor www.landsforeningenspor.dk gør et kæmpe stykke arbejde for den del, og der er mange stemmer derude, mænds og kvinders der lægger ind med indlæg i samfundsdebatterne, men for helvede altså der er sgu lang vej endnu når en Naser Khader kan fortsætte med at udsætte kvinder for overgreb i så mange år, og når de kvinder der så modigt står frem så bliver udskammet. Det rammer mig i mit selv, det rammer mig der hvor det gør allermest ondt – der hvor vi der har været udsat ikke bliver troet. Det er den største skræk man har inden man siger det højt, det er ikke at blive troet. Og det handler ikke om man er sådan en der lyver, det handler om den kultur der er, i synet på kvinders ret til at sige nej, også selv om det er en kendt relation, et familiemedlem, en kammerat af familien eller hvem fanden det nu er der er krænkeren.
Jeg følger forskellige mennesker på instagram og det er ikke ofte jeg fremhæver nogen, men vil du gerne blive klogere, både på den her del, men også på livet som alene mor, forældreskabet, og det at folde sig selv ud som kvinde, så vil jeg gerne pege på
http://www.frejamaynovember.dk hun har både en blog og selvfølgelig er hun til stede på de andre medier også. Hun siger mange kloge ting og er god til at nuancere debatten.
Nå men, jeg kan jo godt mere. I dag kan jeg godt. Jeg kan godt tænke at mine elevator følelser både handler om overbelastning gennem mange år, og også om at jeg faktisk er blevet bedre til at mærke mig selv, at jeg måske faktisk er ved at nå ind i normalområdet hvad følelsesliv angår. Og efter at have været syg med stress 3 gange siden 2018, og været udsat for Ballerup Kommunes dårlige behandling (en sag som stadig kører) så er jeg jo også mere sårbar, jeg er ikke lige så stærk som jeg var før – og det skal jeg nok heller ikke være, for det var jeg i høj grad fordi jeg formåede at pakke mig selv sammen og bare klare det… Ikke særlig sundt vil jeg gerne understrege.
Vi vokser allesammen hele livet, vokser ind i os selv. Jeg husker ikke hvem der har sagt det, men det at blive født er starten på en lang rejse som dybest set handler om at blive sig selv. Den handler om at livet former dig, danner dig og uddanner dig og efterhånden som tiden går bliver du klogere og klogere på hvem du er i den samtid du lever i. Jeg oplever at mange unge i nutiden ikke har til sinds at tilpasse sig i samme høje grad som jeg og min generation gjorde. Jeg synes jeg ser og oplever en styrke i dem, en styrke der gør at mange går deres egen vej, som også er med til at forandre kulturen omkring opfattelsen af kvinder og mænds dannelse, hvad er på spil og hvordan håndteres det. Kom bare ungdom tag et standpunkt, vis hvem i er.
Nå, men på denne lørdag hvor regnen stille falder og jeg sidder her med min computer ville jeg bare lige lave et opråb, pege på gode folk og sige til dig derude, vi bliver allesammen kede af det engang imellem, vi kender alle på en eller anden måde til overbelastning, til at miste os selv og til ikke at få sagt fra på en tydelig og præcis måde. Vi er helt normale, og vi siger fra undervejs det bliver blot ofte på måder der ikke er synlige for andre.
Læs min bog “Og Ingen Taler Om Det” den beskriver alle de måder man kan sige fra på, den beskriver et liv præget af senfølger. Find den her: http://monak.dk/forfatterskab/ eller på alle andre platforme, den er både som bog, e-bog og lydbog.
Hav en god lørdag og søndag.
Kærligst Mona.