Skal jeg starte et sted er det for mig altid bedst at starte nu og her. Denne dag hvor jeg faktisk har fri fordi jeg er gået ned i tid, og alligevel forholder mig til en mail eller 2, taler med en advokat og laver et opslag på Linkedin. Men med de arbejdsvilkår jeg har hos min nyeste skønne chef, så er det altså helt ok. Jeg er stadig socialarbejder, familiebehandler og terapeut, og inderst inde er det der jeg trives og elsker at være. Når det så er sagt, så kan jeg også godt mærke den stress der bor i min krop. Jeg blev faktisk for nylig opmærksom på at mit nervesystem stadig er berørt af de gange jeg har været syg med stress. Min historie, med overgreb, vold og overlevelse på overlevelse, giver mig måske en ekstra sårbarhed, og samtidig oplever jeg også, at jeg her hvor jeg er på den anden side af 60 år, mærker mig selv mere end nogensinde før. Er det så et sundhedstegn, eller er det en konsekvens af det hele? Opvæksttraumer, psykiske sygdomsperioder som voksen – depression og stress – eller er jeg efterhånden så sund at det jeg mærker er det alle andre også (altid) kan mærke? Jeg ved det jo faktisk ikke, for jeg er jo mig med alt hvad det så betyder.
Hele historien med min ansættelse i en kommune som du kan læse om her er endnu ikke slut. Jeg har en sag der ligger i ligebehandlingsnævnet, som det kan tage 8 – 10 måneder at færdiggøre. Men de tog den op, og for det er jeg taknemmelig. Jeg kan desuden sige at de mellemledere der var tale om nu er ansat i nye ledelsespositioner, den ene på et opholdssted for sårbare unge, og en anden i en ny kommune hvor han så er steget lidt i hierakiet…. Den lader vi lige stå et øjeblik. Desuden har den person der var Arbejdsmiljørepræsentant opsagt sin stilling. Det skete da Ligebehandlingsnævnet rørte på sig og hun blev forholdt den måde hun havde ageret på – om der er en sammenhæng skal jeg lade være usagt, men jeg kan ikke undgå at tænke mit.
Jeg går for tiden til nogle undersøgelser på Hvidovre hospital, undersøgelser hvor jeg skal op i det der leje – du ved – der hvor vi som kvinder føler os mest sårbare. Den situation har jeg altid kunne klare ved at dissociere, altså skille mit hoved ad fra min krop. Det kan jeg ikke mere, der lå jeg og selv om jeg havde fortalt om min skadede krop og mit skadede nervesystem, så løb tårerne ned ad min kind og sygeplejersken holdt mig i hånden. Så søde og nænsomme var de, og selv da lægen sagde: “Du skal lige slappe lidt mere af!” og jeg måtte svare: “Det bliver sgu nok ikke mere end det her, du må bare gøre det du skal!” og jeg mærkede min skam over ikke at kunne levere det hun gerne ville have, så er jeg nok psykisk sundere nu end jeg nogensinde har været – og samtidig har jeg en dyb erkendelse af at der er noget af det der er senfølger af de seksuelle overgreb der aldrig helt vil forsvinde. Både dem jeg udsattes for i barndommen og dem jeg gennemlevede som voksen.
Til den gode side er jeg blevet inviteret til at læse op af min bog til årets Folkemøde som i år er splittet op og foregår her og der landet over. jeg skal møde op på Østerbro og du er velkommen. Tænk hvor er det stort at de gerne vil lytte til mig….
Du kan læse hvor og hvornår via dette link: https://fountain-house.dk/?s=Folkemøde
Samtidig er der også de her øjeblikke hvor jeg køber en ny sofa, en ret dyr sofa – som for måske første gang i mit liv er valgt fordi den er flot, passer ind i det hjem jeg elsker så højt, som ikke er fra Ikea, fra genbrug eller er den gamle forklædt med et nyt betræk. De stunder hvor jeg kommer med Brug Bolden www.brug-bolden.dk til Middelfart og oplever at gøre nytte som formand for den bestyrelse. Stunder hvor jeg i Pårørende netværket sammen med bestyrelsen og mange frivillige skaber rådgivning for mennesker berørt af misbrug. Øjeblikke hvor kolleger der har læst min bog, vender tilbage med en stor krammer og fortællinger fra deres læseoplevelse. Når mennesker jeg hjælper siger at jeg har gjort en forskel i deres liv, og jeg faktisk er i stand til at tage imod anerkendelsen, frem for at forklare min indsats og flytte fokus fra min dygtighed, som jeg ellers har gjort i så mange år. Jeg hører mig selv sige at jeg er dygtig til mit arbejde, jeg hører min chef sige med respekt og kærlighed i sin stemme: “Altså Mona det er da utroligt med dig, hvornår forstår du hvor dygtig du faktisk er…?” mens hun ser mig ind i øjnene. Med alt det her føles det som om jeg heler fra det dybeste sted, der hvor min mors afvisning ligger, sammen med undfangelsen, der hvor der ingen ord er – der hvor jeg er allermest ødelagt. For det er jeg dybt taknemmelig hver eneste dag.
Både for det jeg mærker og tager imod fra andre, men også og måske især for den jeg er blevet til som menneske, på trods af at der var en tid hvor alle odds var imod at det liv jeg havde skulle blive et godt liv.
Jeg tuder lidt mens jeg skriver det her blokindlæg, fordi det igen går op for mig at det i derude siger til mig, det i siger om mig er sandt. Hold kæft jeg er kommet langt.
Hvis du ikke vidste det, så kommer jeg gerne ud og holder foredrag og fortæller om min personlige rejse, med udgangspunkt i min bog Og Ingen taler Om det som du kan købe via linket ovenover, eller direkte fra mig med en hilsen i. Jeg tager også imod klienter i individuel terapi skulle du have brug for det. Du kan finde mit nummer og andre oplysninger på min hjemmeside www.MonaK.dk
Kære du, hav en dejlig dag og pas godt på dig. Lyt til dit hjertes stemme, find din vej med den og skab dig selv et godt liv.
Mona