Jeg vakler i min valg. Det gør jeg nærmest daglig. Altså jeg vælger relativt hurtigt når jeg vælger, og jeg står ved det jeg vælger. Jeg vælger mest noget der fungerer, jeg vælger mig selv og jeg vælger ud fra det liv jeg gerne vil se mig selv i. Jeg er ikke længere afhængig af om omgivelserne synes det er et godt valg, eller af at få anerkendelse eller andet i den dur, for mine valg – sådan synes jeg ikke det er. Jeg vælger alene fordi det valg synes at være et godt valg for mig, på det givne tidspunkt. Og det er det også, de fleste gange – jeg står ved mine valg, står ved den jeg er og samtidig vakler jeg… Hvad handler det så om?
Lad mig prøve at undersøge det her, mens jeg skriver… Jeg træffer langt om længe et valg om at sende min bog til nogle for mig, relevante modtagere. Du der følger med her, ved at jeg har skrevet en bog der hedder: “Og Ingen Taler Om Det” som handler om senfølger af overgreb, og om hvilket liv man får når man vokser op i en familie hvor følelserne ikke har noget sprog. Jeg nævner i bogen Dannerhuset, og jeg har nu pakket en bog til dem. Det virker for mig som et godt valg, et valg jeg har tænkt over længe. Jeg har vejet for og imod, hele tiden vejende om de vil synes jeg er sådan en der pusher for egen vindings skyld, eller om de kan se at jeg bare gerne vil dele og have budskabet ud. Inde i mig er der vaklen… Jeg tænker jo det samme og er ikke heeelt klar på hvad der er hvad. Og hvad er der egentlig i vejen med at Pushe min bog ud, er der noget i det der ikke er ok? Forleden have jeg besøg af min gode ven Leif. Han har også haft sådan et liv, hvor kærlighedens sprog havde svære vilkår, han forstod det godt – og samtidig sagde han og alligevel er det nok dét du skal gøre. Og jeg er enig, det er det nok, for at få den derud hvor den kan røre ved andre mennesker, blive brugt til noget læring måske. Jeg ser andre gøre det… har de ingen skrupler tænker jeg, ingen vaklen – kører de bare på, uden at tænker over hvordan de kommer til at fremstå?
Åh, og når det så er sagt (eller skrevet) så mærker jeg også tydeligt min egen indre dæmon, som er den der spørger efter at mærke betydningsfuldheden i mig. Er jeg betydningsfuld nok, til at min bog vil blive modtaget på den rigtige måde. Jeg har et stort ønske om at komme ud og tale om min bog, om min personlige rejse – og samtidig bremser det mig at jeg har svært ved rent faktisk at være betydningsfuld, i en større sammenhæng. Jeg ved godt intellektuelt at jeg betyder meget for mange, jeg mærker det også i relationerne, der hvor det er en realitet. For ikke så længe siden mærkede jeg det så meget, at jeg græd af glæde over hvor betydningsfuld et andet menneske synes jeg er, betydningsfuld og dygtig, til det jeg laver når jeg professionelt hjælper andre mennesker.
Nå; men det der med at stille sig helt frem og sige: “Se mig, jeg er dygtig – jeg har skrevet den her bog – køb den, du vil ikke fortryde…” det er svært for mig. Der føles det som om jeg pusher unødigt, tager en plads som ikke er min. Tager den fra en anden… Men hvem er det denne anden, hvis plads tager jeg? Jeg ved det ikke, jeg tænker at den her vaklen har bund i de overgreb jeg har oplevet, bund i aldrig at føle mig betydningsfuld i min egen opvækst familie – eller det ved jeg den har, og hvordan kommer jeg den til livs? Det føles helt som om det er den nederste af den skade jeg har indeni mig, det er det sidste jeg skal arbejde med – det er den her vaklen, den her manglende tillid til at jeg faktisk er betydningsfuld, i verden, i min egen nære familie, for de som læser min bog og måske tager noget med sig, for dig måske… Og igen jeg vakler – hvilken sandhed er det, hvis sandhed er det?
Min mor døde for ikke så længe siden, jeg blev betydningsfuld for hende de sidste 10-15 år af hendes liv, fordi jeg blev den primære omsorgsperson for hende. Hvem skulle nu have troet det, hun fortalte mig da jeg var helt ung at jeg var en klods om hendes ben, det er meget længe siden og hun er tilgivet, men det sidder jo i mig – giver mig en grundlæggende følelse af at være betydningsløs… Det er her det stammer fra, og fra at hun faktisk ikke ønskede ET barn på det tidspunkt jeg blev født – det var ikke mig hun ikke ønskede, det var ET barn… ikke specifikt mig, men det blev mig der kom til at bære byrden for hende, hendes afmagt, hendes manglende energi og fravær af glæde ved det her barn – det var anderledes for min bror, heldigvis og så alligevel ikke – han bærer på jo nok på sit.
Refleksionerne er mange, vaklende – bølgende frem og tilbage hele tiden, hver dag er der nogen. De er der på mange forskellige emner og temaer, store og små – kød i dag eller ej? Det her tøj eller det her tøj? Netflix eller skrive? Læse eller gå tur? Jeg tror at det for andre er anderledes… Måske er det slet ikke det? Måske har alle denne vaklen i deres valg – send mig gerne et svar når du har læst færdig – jeg er oprigtig nysgerrig, Vakler du?
Tak for du læste med…
Vi snakkes ved.
Mona