Ingen kunne vide hvilket år det ville blive, hverken sidste år, forrige år, eller dette år – som jo endnu ikke har været her ret længe, men allerede har sat kæmpe fodspor i min livsbane. Ingen tvivl om at der er gået en del forud, før jeg er nået hertil. Lad mig lige nævne: Ballerup Kommune, Stress, Ballerup Kommune, min gamle mor og hendes demens og alderdoms forløb – alt sammen noget der er skrevet om i andre blogs her på siden. Scroll og du skal finde 😉
Jeg lander i et nyt job i www.Dankbar.dk d. 1.12 2020, fast besluttet på at give den en alvorlig skalle i det her miljøterapeutiske behandlingsarbejde. Jeg er stolt af at være blevet inviteret ind her, stolt af at en kvinde som jeg respekterer og beundrer for hendes ild, hendes faglige dygtighed og hendes engagement, gerne vil have mig på sit hold. Jeg føler faktisk at jeg endelig er hende der er blevet valgt først til rundbold i skolen. Jeg starter og jeg klør på, jeg er til stede sammen med de unge, med personalet, i en for mig helt ny kontekst. Her lige før min 61′ års fødselsdag skal jeg lære noget nyt og spændende, Miljøterapeutisk behandlingsarbejde. Ikke at konceptet er mig helt fremmed, men her er det implementeret så meget, at uanset hvem du er, så kommer din egen historie i spil. Du møder ganske enkelt dig selv hele tiden og alle dine egne indre gordiske knuder, i mødet med de unge og i mødet med den indsats du skal præstere i samspillet med kolleger.
Her gik jeg og var faktisk ret overbevist om at jeg var kommet virkelig langt – og det er jeg også – misforstå mig ikke, holdt op imod hvor jeg startede, så er jeg kommet langt…
Da jeg så landede i Dankbar, kom jeg i kontakt med det her ordløse sted, det sted hvor jeg faktisk er tilknytningsforstyrret, fordi min mor havde det stramt lige på det tidspunkt hvor hun fik mig, fordi hun ikke selv formåede at vise eller håndtere sine følelser, så kunne hun bare ikke danne en tryg tilknytning, og det blev til det man kalder en “undgående tilknytning”, jeg blev en mester i at klare mig selv, jeg blev emotionelt undgående og praktisk dygtig – det er den helt korte version, og det er det jeg har arbejdet terapeutisk med i rigtig mange år – og altså stadig møder i mig selv.
Her befinder jeg mig midt i Januar, i arbejdet på gulvet sammen med de unge, der kommer med problematikker som mine, lignende emotionelle udfordringer – de unge der ligner mig så meget da jeg var ung, de der som jeg gjorde, savner at mærke kærligheden, høre følelsernes sprog – pludselig befinder jeg mig her, i et setup hvor mit indre lille barn kan mærke savnet og længslen, barnet der ordløst begynder at “græde” indeni i mig – kalde efter det jeg aldrig fik.
FUCK…. Var faktisk min første tanke da det gik op for mig at det var det der skete. Det går jo slet ikke det her. Jeg fik igen stress symptomer og klog af skade reagerede jeg på dem så hurtigt jeg kunne. Tog kontakt til chefen, sagde som det var at jeg ikke kunne tåle at være i miljøet – jeg tog mig selv og det jeg mærkede alvorligt og det blev jeg øjeblikkelig stolt af at jeg gjorde, og hvordan kunne jeg i øvrigt også gøre andet, med den viden jeg har om mig, og det jeg ved om de unges rejse – ikke at tage det alvorligt ville have været omsorgssvigt på en eller anden måde. Både af mig selv og af dem.
Jeg var klar til at blive afskediget, altså jeg var jo indenfor prøvetiden og det havde været det letteste i verden at høvle mig ud, jeg tænker jo at hun havde købt en anden vare end den hun nu sad med – men nej, jeg tilbydes at gå ned i tid, jeg får så meget omsorg at jeg nærmest ikke kan være i det, og bedst som vi får en aftale på plads pr. 1 februar, og mens jeg stadig er sprød, grådlabil og føler mig rystet over min egen reaktion på den miljøterapeutiske indvirkning, så dør min mor.
Ja man kan jo tænke at Universet sender mig ud i en turbulens igen og igen, så jeg lige kan lære det sidste – og jo tak det gør jeg så, og tager imod, men altså helt ærlig så kan jeg faktisk godt lide selv at bestemme hvornår læringen skal komme, på hvilken måde og den slags, men jeg tænker også at en del af mig har sluppet kontrollen, i en del af mig læner jeg mig ind i og stoler på at Universet har mig, holder mig og præsenterer mig for det der er bedst for mig. Min erfaring er jo også at vi ikke bliver presset ud i noget som vi ikke er i stand til at klare… Så det her skal også nok gå fint.
Kan du se hvordan det hele hænger sammen på en meget finurlig og smart måde – for det kan jeg.
Nu er min mor lagt til hvile, jeg har omlagt min arbejdssituation sammen med den kærligste af chefer, og alt er jo som det skal være.
Bind 2 i serien om Monica er på vej, lydbogen er indtalt og jeg har besøgt dygtige www.caritasfischer.dk som fortæller at der kommer mange gode ting min vej i dette år. Der indfinder sig så småt en følelse af frihed fordi jeg ikke længere skal tage vare på min mors trivsel (som jeg har gjort det de sidste 10-15 år) og jeg mærker så småt igen min indre styrke og lader min viden støtte mig, i min fortsatte personlige rejse mod et bedre hele.
Mine veje krydses af præcis de mennesker jeg har brug for, Jeg oplever præcis de ting jeg skal for at finde retning i mit liv…. Så igen: Alt er godt.
Har du fået læst bogen jeg skrev og udgav i 2020? Du kan stadig nå det, køb den her: https://www.saxo.com/dk/og-ingen-taler-om-det_mona-kjaerulff-hansen_haeftet_9788793927445 – og lige om lidt kommer den på Lydbog.
Jeg bliver færdig med bind 2 inden længe, så kan du igen følge Monica på hendes rejse, og den kvikke læser kan vist godt regne ud hvem Monica’s persona er bygget på…
Det var bare det jeg ville på denne skønne forårsdag i slutningen af februar.
Alt godt til dig