Det er ikke gået ubemærket hen 2020. Ikke at særlig mange år gør det, men 2020 har især gjort sig bemærket overfor verden. Pandemien har raset, mange er døde af virussen Covid19 og mange har været meget syge. Nogle, blandt andet mig, har “bare” haft den som en almindelig influenza, med en lang restitutionstid efterfølgende. Det har ikke været nogen dans på roser, eller har det – for roser har jo netop torne og kan stikke noget så modbydeligt.
Hvad har det så budt på, eller budt ind med, at gennemleve en pandemi næsten i et helt år. Mange familier har omprioriteret livet, er kommet tættere på hinanden og set at der er andet der er vigtigere for dem end arbejde, fritidsaktiviteter, og det at være og leve i en bestemt kasse, som vores samfund gennem mange mange år har skabt til os. Vi har jo altid haft valget om at stå af ræset, og mange har gjort det gennem de sidste 25 år, men alt for mange hænger i, og hænger på (den) fordi det også har betydet at bo på en måde, som ikke tåler en svag økonomi, end ikke i korte perioder og det betyder at man SKAL arbejde, SKAL tjene en vis sum penge og SKAL leve op til enormt mange gængse uskrevne regler i samfundet. Jeg hylder dem der står af det samfundsbestemte og økonomisk funderede liv, dem der lykkes med at skabe sig et liv med udgangspunkt i behov, glæde og en her og nu strategi, hvor der er plads til kærlige indslag, børneliv og parforhold. Mange finder en vej i det, og får rent faktisk skabt sig et liv der er mere børnevenligt, bedre for kærligheden, i rolige fredfyldte naturskønne omgivelser.
Mette Frederiksen nævnte i sin nytårstale at provinsen skal have et løft, med flere nærpolitistationer og uddannelsesmuligheder, så man kan studere tættere på hvor man bor – det er en god ide. Så er der grobund for dem der gerne vil bo lidt udenfor byerne.
Pandemien har også skilt vandene på mange fronter. Konspirationsteorier har blomstret i en grad så der er taget drastiske skridt på flere sociale medier, for at undgå spredning af misk mask omkring hvem der styrer hvad – Bill Gates eller regeringen med illuminatis som chef og den slags sære ytringer. Alt baseret i mistillid til det system der gennem årtier er bygget op. Demokratiet er under lup, og det er ikke så skidt endda, men at udråbe folketingsmedlemmer til at være nærmest nazister er simpelthen så uordentligt at jeg slet ikke ved hvad jeg skal stille op med det. Der er en tendens, og den er desværre ikke helt ny, men en tendens til at de som har mistillid til deres omgivelser, også er dem der snyder systemet når de kan. Der er en tendens til, at det alt for ofte er laveste fællesnævner der danner basis for nye regler, nye lovgivninger og ny retning. Når vi kigger ordentlig efter, er de der føder og overlever i hverdagen på mistillid, dem som snyder og udnytter systemet for egen økonomisk vindings skyld, faktisk et fåtal ud af den samlede befolkning. Kunne vi som samfund finden en anden vej at gå, end at straffe de mange, for det de få udøver. Se bare hvor mange penge der er brugt på Inger Støjberg og hele hendes mærkelig måde at være i verden på. Med mistillid til de som er flygtet fra krig og ødelæggelse, de som søger hjælp og ophold, indtil de kan vende hjem igen – se lige hvor meget krudt der bliver brugt på høring efter høring og nu måske en rigsretssag. Hvorfor bliver hun ikke bare fyret, og så kunne de midler måske være gået til nogle af de flygtninge der har så meget brug for hjælp, fysisk, psykisk og på alle måder – kunne det ikke være en måde at fortælle Inger at hun er galt på den, at rent faktisk hjælpe de mennesker. Mennesker, der som hende og Palludan spreder had og mistillid, dem synes jer er svære at rumme. Jeg prøver virkelig, det gør jeg – men det er svært.
“Jamen hvorfor prøver du at rumme dem Mona?” Ja det kan du spørge om, men det er fordi jeg ikke vil være en del af problemet men en del af løsningen – også en sætning der er blevet gentaget mange gange i løbet af 2020. Hvis jeg er med til at sprede mistillid og had, så er jeg ikke bedre end dem. Jeg nægter at leve mit liv uden tillid til det menneske ved siden af mig, overfor mig eller bag mig. Jeg har tilbragt en stor del af mit liv med manglende tillid til mine omgivelser. I årevis troede jeg ikke på at nogen ville mig det godt, at alle var ude efter mig… Der levede jeg et kummerligt liv, indtil jeg slap “anklageskriftet” jeg havde bygget i mit hoved, som havde fundet vej til mit hjerte. Jeg valgte at tilgive dem alle. Ikke kun mig selv, men alle de som gennem årene har gjort mig ondt. Det har taget tid, det har det – men mit liv er blevet så meget bedre med den kærlighed, omgående tilgivelse og den rummelighed det bibringer at gøre det. Tilgivelse handler ret beset ikke om de andre, men om selv at slippe byrden, som det er at holde fast i anklagen og det den gør ved dig. Smerten der følger med hele tiden at huske på hvem der gjorde dig ondt – det kan ikke betale sig, og skal man være millimeter demokratisk beregnende, så vinder skurken i det regnskab. Slip det fri, tilgiv dem og se og mærk at det giver dig luften og kærligheden tilbage i dit indre.
Vil du være med til at indgå en aftale om 2021. Ikke et nytårsfortsæt, eller andet der på den måde er tidsbestemt, men skal vi ikke aftale at tillid skal være et bærende element i fremtiden. At tillid og kærlighed skal være det vi går videre med. Jeg mener, hvis du og jeg gør det, så smitter det til naboen og til dem du stå i kø med i supermarkedet. Sammen kan vi sprede et budskab om at vi alle gerne vil hinanden det godt, at de folkevalgte politikere gør deres bedste (selv om de også klumrer i det engang imellem) så er de der jo alene fordi du satte dit kryds et sted hvor du tænkte det gjorde nytte. 2021 er kommunalvalgets år, sæt dit kryds der hvor du tænker det er et menneske der vil det gode, en som går dit ærinde med det gode – og ikke en der markedsføre sig ved at nedgøre eller udskælde andre mennesker.
Skal vi ikke aftale at gøre det lidt bedre – som Nyrop sagde engang i sin nytårstale. Jeg vil i hvert fald arbejde videre med mig, i kærlighedens fodspor, i tillidens navn og i troen på at inde i os alle bor der en sjæl, et lille barn om du vil, som blev født med et rent hjerte og en smuk sjæl, hvor kun kærligheden kan herske.
Sidste men ikke mindst på en lidt mere privat note. 2020 blev året hvor jeg tog livtag med Ballerup Kommune og en ledelse der fralagde sig ansvaret for det dårlige arbejdsmiljø. Jeg har anmeldt dem til arbejdstilsynet og ligebehandlingsnævnet og så må vi se om det har nogen effekt – til jer der stadig er i Ballerup, jeg håber i vil fortælle mig om det hjalp, for jeres tavshed gjorde det bestemt ikke lettere… Du kan læse mere om det her: https://sydhavnsmamma.com/2020/12/01/den-er-lang-den-her-haber-du-vil-laese-med-alligevel/
Jeg blev headhuntet til et nyt job, og Tak for det Randi Tang og www.Dankbar.dk jeg skal nok falde til. Dankbar er et sted jeg i mange år har haft samarbejde med og haft stor respekt for. Der er et uforligneligt miljø hvori man arbejder for og med de unge der har det svært. Og det er FOR de UNGE. Der er ingen der tager pauser FRA de unge – vi er sammen om at skabe udvikling. Jeg ved jeg bliver dygtigere af at være der, og på den rejse forhåbentlig også hjælpe et par stykker eller 10.
Jeg øver mig på at bage surdejsbrød. Det begyndte jeg på i efteråret 2018 – jeg øver mig stadig.
Jeg udgav en bog. Eller, ikke bare en bog, men BOGEN som jeg har talt om de sidste 25 – 30 år. Nu er den der til alle kan læse. Det er blevet en anden bog end jeg troede, men sådan er det jo som bekendt med så meget. Den er blevet godt modtaget, der er gode anmeldelser og jeg er både stolt og glad. Bind 2 er på vej – og kender du et forlag der ikke skal have penge for at udgive, så peg gerne i min retning.
Min gamle mor hænger på endnu. Hun er lige blevet 88 år og hendes demens svinger hende ud og ind af virkeligheden. Vi omkring hende er blevet dygtige til at være med den virkelighed hun nu har. Nogen gange skal man virkelig gøre sig umage for at forstå den…
Mine skønne døtre er her i mit liv, med hele deres liv. Stadig lærer jeg så meget af dem, knuselsker dem og har dejlig meget kontakt med dem – jeg er for evigt taknemmelig fordi vi fandt hinanden. Universet bar jer frem til mig.
Sidst men ikke mindst, mine dejlige veninder, der hele tiden minder mig om hvor langt jeg er kommet, som spejler mig og ser mig som det hele menneske jeg er. Jeg håber du også har sådan nogle omkring dig i dit liv.
Så kommer der ikke mere i denne omgang. Gå med fred og kærlighed. Med tillid og tilgivelse hånd i hånd, vis verden hvem du er i dit hjerte – så skal det nok gå alt sammen.
Kærlig hilsen Mona