Brinkman gør det klart at der er plads til at være offer. Pia kjærsgård synes ikke Sofie Linde skal være offer. Emilie Van Hauen råber af sit fjernsyn fordi Pia kjærsgård siger det til Sofie. Det kan være svært at holde rede på hvem der mener hvad og om det nu er de rigtige der mener det man selv mener og i det hele taget finde rundt i snart sagt alle slags måder at agere og tale på – hvad er ok og hvad er ikke. Er der overhovedet plads til at gøre fejl efterhånden uden at blive udråbt til et eller andet, eller beskyldt for at være på den ene eller den anden “krænkende” måde.
Emilie Van Hauen har fat i den lange ende her (Find det på facebook i hendes feed) der er ofre, og det er med til at definere hvem der er skurke. De gode og de onde. Sådan har det altid været og sådan er det stadig. Men skal vi ikke blive enige om at de der krænker og er skurke det er dem der gør reel skade på andre mennesker. Sjæleligt eller fysisk. Og dem det rammer er ofrene. Det er altså ikke det samme som at man bliver ved med at være offer eller skurk for den sags skyld. Jeg har mødt mange af begge dele. Og de har sgu alle sammen udviklet sig til et andet sted i deres væren og i deres liv.
I går så jeg en dokumentar om Sing Sing, et fængsel i New York. Der har de skabt en mulighed for at fangerne kan komme på college og få en uddannelse – mens de sidder i fængsel. Og det er de virkelig hårde kriminelle, de har taget liv og voldtaget. Det er sgu ikke for sjov. De er faktisk både ofre og skurke i en og samme person. Fordi de fleste af dem har haft en lorte barndom med tæsk, stofmisbrug og fraværende forældre. Og de kan forandre sig… Hvad så med dig Pia kjærsgård? Hvorfor kan du ikke? hvorfor er det så vigtigt for dig at shame dem du står overfor, tale ned til dem og holde så meget på at få ret, så du bliver blind for det potentiale for forandring der ligger lige foran dig? Jeg spørger bare, ikke at jeg forventer du svarer, men altså…???
Det at være ung i dag er ikke nemt. Jeg misunder dem på ingen måde, og fik jeg valget om at gøre om, få 20’erne tilbage, ville jeg takke nej. De skal forholde sig til et nyt tema næsten daglig, de skal vælge hvem de vil være i en verden hvor de bombarderes med holdninger, indtryk, måder at være på og rigtigt og forkert i nærmest alle sammenhænge, og jeg forstår godt at nogle af dem farer vild i det hele. Hvis så deres forældre måske også kæmper med hvem de er, eller hvad de synes – eller de måske er gået i en retning som de egentlig ikke selv kan stå inde for, eller de havde virkelig travlt da børnene var små og nu hvor de er blevet unge mennesker kender de dem ikke rigtig.
Der er så mange tusind facetter af livet og det er godt nok svært at finde ro med at være sig, og at det er ok og godt og fint at være den men nu er, og når jeg i mit daglige arbejde taler med unge, så er det de fineste mennesker jeg møder, der godt ved hvem de er – egentlig – men de forvirres og bliver i tvivl om deres egne værdier, deres egne sår på sjælen. De bliver usikre på om det er ok at blive ked af det eller det – og det er altså faktisk en kæmpe stor lort som ligger der – skabt af sociale medier, medie åbenhed, af udviklingen i verden, af at vi kan se med når politiet skyder nogen i USA nærmest i real tid, samtidig med at der skal holdes øje med om nogen poster noget om en på SOME…
De værdier du skaber i din familie, sammen med dem du holder af, skal bære verden videre. Begreber som næstekærlighed, tilgivelse og overbærenhed kommer i baggrunden i så mange sammenhænge. Skal vi ikke sammen bære dem frem i lyset igen, sætte dem på dagsordenen, og undervise alle verdens “Pia Kjærsgårde” så vi kan forandre verden til det bedre, og komme videre fra overgebskulturen og shamingen, komme videre hen mod et mere og større kærligt hele – synes du ikke?
Skal vi ikke aftale det – Godt så.
Hav en dejlig uge.