Vold og overgreb, kærlighed og nærhed...!

Hos organisationen Bryd Tavsheden har de i den lukkede coronaperiode fået mange flere henvendelser fra unge der bliver udsat for partnervold end de ellers får. Der har været en nedgang hos krisecentrene i henvendelser fra partnere udsat for vold. Er det et tegn på noget eller er alt som det “Plejer”?

Hvis jeg i al ydmyghed skal komme med et bud på de her resultater, så tænker jeg at de unge der ellers lukker damp ud når de fester, og hænger ud med jævnaldrende, de har manglet det rum. Der har ikke været plads til at afreagere andre steder, og så går det ud over kæresten. Ikke at det retfærdiggør volden, men det forklarer fænomenet med flere henvendelser. For unge er forventningen ofte, at en kæreste skal kunne klare mere end andre, en kæreste er tættere på og forstår bedre… Og samtidig så er der alt for mange emotionelle blokeringer hos unge, alt for mange unge der tror de skal være perfekte, at de skal klare alt og samtidig føler de at de selv skal tage magten og være “stærke” i deres eget liv. Det er ikke enkelt og let at snakke om det her. Vold er en kompleks størrelse, om du er den er er for enden af den knyttede hånd som modtager, eller den der sender den afsted mod din kæreste.

På krisecentrene har de oplevet at henvendelserne har været færre, og for mig (og for alle andre) fortæller det faktuelt at de som er udsat for vold har haft sværere ved at komme ud af døren. De har så at sige været spærret inde med deres voldsudøver, og sådan ser det formentlig også ud for mange børn i voldsudsatte familier.

Lad mig afsløre for dig at det at snakke åbent om at være udsat for vold er et KÆMPE tabu. Stadig… Og ikke kun fordi der imellem offer og krænker er truslen om at “Hvis du siger noget bliver det værst for dig selv…!” Men også fordi at det er ualmindelig svært for andre at høre på historierne om volden, det er svært for mange mennesker at rumme at høre hvordan volden ser ud, og at vide hvad de skal gøre.

Det man skal forstå er, at hvis du i din opvækstfamilie ikke har haft et tydeligt billede af hvordan kærligheden ser udså er det svært at vide hvordan den ser ud når du selv skal være i et kærligt forhold, og så Kan vold og overgreb komme til at ligne kærlighed. Sætninger som: “Jamen det er jo bare fordi jeg elsker dig så meget” – “Jamen hvis ikke jeg kan får di er der ingen der skal have dig” bliver hverdag og til sidst tror du på hvad din voldsudøver siger til dig. Du bliver nedbrudt, bid for bid tager han/hun dit eget billede af hvem du er og erstatter det med det billede han/hun kan kontrollere. Og tag ikke fejl, det er to sider af samme mønt. Den der er voldelig ved heller ikke hvordan kærligheden ser ud når den har et sundt udtryk, præcis om den det går ud over.

Men hvad kan man gøre, spørger du? Man kan blande sig når man ser det i det offentlige rum, man kan sige til dem men ved er udsat for vold, at man er der hvis de får brug for en hånd, man kan udtrykke overfor den der udøver volden at man ser det, og sidst men ikke mindst kan man åbent og tydeligt støtte op om organisationer der arbejder mod vold, opdrage sine børn til ikke at udøve vold, og være en rolle model alle de steder hvor man færdes.

Desværre kan vi ikke tvinge nogen til at gå ud af et voldeligt forhold, før de selv er parat til det, vi kan heller ikke tvinge nogen til at arbejde med sig selv, hvis de tyer til vold, hvis de ikke vil, men vi kan opsøge vores kreds og snakke om hvad vold gør ved et menneske, vi kan skabe et rum hvor det er okay at tale om det, et rum hvor der er plads til os alle, også dem der “bare” gerne vil snakke – men ikke er parate til at gå, eller modtage behandling. Vi kan starte der, med ikke at fordømme dem der bliver i volden, men i stedet tilbyde dem støtte til at træde ud, når de er parate. Starte med at være nysgerrige og undersøgende overfor de som lever et voldeligt liv, uden at fordømme – og ja jeg mener faktisk også voldsudøveren.

Ingen i verden fødes onde. Ingen i verden fødes med en vilje til vold. Alle fødes med et rent hjerte og en smuk sjæl, og alle chancer vi får skal vi bruge på at fremelske det i det andet menneske ved at vise dem vores eget inderste væsen. Vi skal turde være sårbare, turde være med det svære og turde tage samtalen.

Det nytter bare ikke noget at vi ikke taler om det. Det der slår os ihjel, det der dræber kærligheden mellem og og det der skaber “Mørketal” og folk der ikke tør træde ind i lyset og sige “Jeg har brug for hjælp” er at ingen taler om det….

Jeg har skrevet en bog der hedder:

Og Ingen Taler Om Det.