Selvomsorg som begreb er kendt siden antikken, det læste jeg på google, der hed det egenomsorg, så det er som sådan ikke et nyt begreb eller en ny måde at være med sig selv på. Idag oplever jeg, at det nærmest anses som noget ekstra, noget tillært, noget særligt som ikke er alle forundt eller noget alle kender eller mener de fortjener. Og sådan tænker jeg det er blevet fordi vi lever i en verden hvor alt faktisk går alt for hurtigt.
Her i denne tid, hvor hele samfundet er sat i slowmotion, mærker vi os selv lidt mere tænker jeg, og det der er blevet overset i en hastig hverdag, træder tydeligt frem og skaber grund for et indre værditjek. Der har været tid til at fordybe sig i nye ting, der har været behov for at træne hjemme, dyrke yoga via skærmen, bage brød og lave simremad.
Mange danskere har de sidste mange uger fundet tilbage til nogle gamle dyder, fundet noget glemt ro og fundet ind til sig selv. Det er dejligt og jeg håber det vil skabe ændringer dybt inde i den enkelte, som vil vibrere ud i verden, mellem mennesker og give fred til os alle både på det indre og det ydre og lidt mere ro til jordklodens healing.
Når det så er sagt, så har jeg en god veninde som jeg deler mange opfattelser og erfaringer med, og idag talte vi kort om hvorfor det er at vi, hende og jeg, har så svært ved at fastholde os selv i nogle af de ting som faktisk er så gode for os, altså aktiviteter og beslutninger for os selv som hører ind under selvomsorg. Og skal jeg svare helt kort, så er det fordi vi dels aldrig har lært hvad det overhovedet er, fordi vores forældre ikke har været den slags rollemodeller, og dels er det fordi vi dybt inde er vokset op i familier hvor kærligheden ikke havde et sprog. Familier hvor omsorg var et fjernt begreb, og selvomsorg betød for meget alkohol og oplevelser der involverede fremmede.
For mig selv kan jeg sige at for mange år siden sagde en psykolog til mig,
“Du skal give dig selv noget omsorg Mona,” og jeg så på hende med undren,
“jeg er ikke helt sikker på jeg ved hvad det er eller hvordan det ser ud” svarede jeg, og hun måtte forklare mig hvordan det kunne føles, og hvad det kunne være. Siden har jeg øvet mig på at lære det. Både hvad det er, hvordan det føles og at også at jeg fortjener det.
Når kærligheden ikke har noget sprog, og ingen taler om det der skaber gode vækstvilkår for kærligheden, så er det et livslangt projekt at lære lige præcis det.
Har du styr på din egeneomsorg, på hvad du skal gøre for at give dig selv den omsorg der støtter din sjæl og din indre kernes kærlighed, den kærlighed der skal hjælpe dig med at pejle ude i verden, og finde hjem til dig selv igen hver gang du har været ude af dig selv?
Ellers har du stadig tid til at lære det.
Kærligst Mona
ps.: Min bog “Og ingen taler om det” kommer ud 7.5.2020. Du kan forudbestille den nu på Saxo.dk , forfatterskabet.dk eller hos Bogogide.dk