Man skulle jo tro at når man en gang har været stresset så bliver man det ikke igen. Som med en bestemt influenza, når du har haft den virus så kommer den ikke igen. Sådan er det desværre ikke med stress.
Jeg startede 1. Maj 2019 i mit fantastiske job som familiebehandler, helt lokalt på Ballerup Ungdomspension og jeg var GLAD. Det var drømmejobbet og det var det virkelig, som dagene gik og jeg kom tættere og tættere på mine kolleger, på opgaven og samarbejdet med min nærmeste ledelse, blev jeg mere og mere rolig og så mine sidste år på arbejdsmarkedet foregå her. På lige præcis denne matrikel i Ballerup.
Sådan er det så ikke blevet. Kommuner er uforudsigelige og Ballerup adskiller sig ikke fra andre i den sammenhæng. Jeg vil dog gerne tilføje, at i alle de år jeg var selvstændig social konsulent og familiebehandler oplevede jeg Ballerup som en god og ordentlig kommune, der gjorde tingene med fokus på den enkelte borger, desværre ser det ud til at den sang er sunget og der er nye toner.
Der skal spares penge og i den bølge kommer der serviceforringelser, der er en mellemleder der ansættes til at løse opgaven med at lede de forskellige afdelinger gennem disse forringelser, og de medarbejdere jeg har mødt har alle haft det svært med at skulle skære (endnu) mere i tilbuddene til borgerne.
Det ændrer så også fuldstændig på min arbejdssituation. Og den der mellemleder var så heller ikke noget at råbe hurra for, (han er væk nu – fyret (fratrådt) på gråt papir) fordi han ikke kunne opføre sig ordentligt overfor kvinder – JO du læste rigtigt i disse år med METO og det hele, kunne han ikke holde snitterne fra sig selv. Vi er mange der er lettede over han er væk, for som man siger en ulykke kommer sjældent alene, og hans ageren før han pillede ved pigerne lod også meget tilbage at ønske.
NÅ; men der hvor jeg sidder på Ungdomspensionen kan jeg ikke blive siddende. Den lukker nemlig som døgnforanstaltning og jeg skal……????? Ja det er rigtigt, jeg ved det stadig ikke. Så den jobusikkerhed der som en lille del af et større billede, blandt andet gjorde at jeg lukkede min egen virksomhed, den sidder jeg nu i igen, bare uden at jeg har nogen som helst kontrol over det. Det eneste jeg ved er, at jeg skal flyttes til noget andet, og for en stund var føromtalte mellemleder min kommende leder og tanken om at skulle arbejde tættere på ham, fik det til at gyse i mit indre. Mine bulshitt detektorer blinkede fra første håndtryk, så det havde jeg bare slet ikke lyst til. Og naturligvis hele det element der hedder, at man selv vælger sit job, det er nu heller ikke en mulighed. Der er selvfølgelig mange nuancer og lag i den historie her, men på bundlinjen er det endt med at jeg har fået stress og har været syg hjemme hele december måned. Jeg er lige startet op igen her i januar på nedsat tid, og det føles bedre – men uvisheden er blevet svær at håndtere for mig, og sådan har jeg ikke altid haft det.
Måske er jeg et sundere menneske der mærker mig selv mere. Måske er jeg et pejlemærke der lyser for at andre kan se urimeligheden i at ens arbejdsliv forandres og der ikke ligger en plan for fremtidig arbejdsopgave, måske kan det at jeg meldte mig syg give andre et billede af at det, at de har det skidt på grund af omstruktureringer ikke er usædvanligt eller urimeligt.
Forleden var jeg på arbejds – og miljømedicinsk klinik til en samtale for at afklare om min stress denne gang, er en arbejdsskade. Det var de sådan set ikke i tvivl om at det er, så den bliver anmeldt som sådan. Dels handler det om at kaste lys på arbejdsrelateret stress som en arbejdsskade, og dels handler det om at ledere skal tænke sig om før de handler. Der er mennesker der rammes når dårlig ledelse kombineres med meningsløshed i arbejdssituationen – side 1. i stresshåndbogen.
Jeg er tilbage på nedsat tid og jeg får hjælp. Jeg passer det jeg skal og jeg håber jeg lander et godt sted. Hvor jeg lander håber jeg selv at få indflydelse på, men vi må se… Ingen ved det. Og det er et tema i mit liv, det der med at ingen taler om det….
Jeg er faktisk ved at lægge sidste hånd på en bog med samme titel:
Og ingen taler om det
Den kommer her til foråret. Det fortæller jeg om i næste blog.
Det blev en lang en denne gang, håber du har læst med og lad mig komme med en opfordring: oplever du at det er din arbejdssituation der ender med at give dig stress, så anmeld det som en arbejdsskade – jo flere der gør det jo større opmærksomhed på problemet.
Hav en dejlig mandag.
